Hvordan reagerer vi på chok og traumer?

Når vi udsættes for en fare kommer vi i en alarmtilstand. Nogle gange sker det, at vores nervesystem ikke kan komme ud af alarmtilstanden.

Og hvorfor så det?

Når vi står overfor en fare begynder kroppens ressourcer at håndtere faren for at sikre overlevelse. Dette sker helt automatisk og styres fra vores følelsesmæssige del af hjernen. Den del af hjernen reagerer hurtigt og meget målrettet på at komme i sikkerhed. Vi kan kalde det vores kamp-flugt beredskab.

Når faren så er overstået, skal vi ud af alarmtilstanden. Dette kan være rigtig vanskeligt, men hvorfor det?

En traumatisk oplevelse, fx en ulykke, et overfald, et overgreb eller en naturkatastrofe kan ske så hurtigt, at vi knap nok når at reagere. Det kan også være, det ikke er muligt at flygte fra situationen, selvom kroppen fortæller os, at det vil være det rigtige at gøre.  Det er svært for den instinktstyrede følelsesmæssige del af hjernen at vide, hvornår en fare er overstået og om vi er færdige med at håndtere faren.

Vores krop kan komme i en højaktiveret stresstilstand, hvis nervesystemet ikke har fået normaliseret kamp-flugt tilstanden.  Der kan opstå en fornemmelse for at være i konstant fare. Dette sker fordi den følelsesmæssige del af hjernen begynder at udskille stresshormoner. Herfra sendes signaler til hjernestammen, som er ansvarlig for at kommunikere mellem krop og hjerne. En række reaktioner sættes i gang i kroppen. Hjertet hamrer afsted,  vejrtrækningen bliver hurtigere og musklerne spændes. Vi får ikke trukket vejret helt ned i maven. Hele systemet er i oprør. Adrenalinen kører rundt i kroppen, og følelserne sidder udenpå tøjet.  Det kan være følelser som vrede, angst, skyld eller skamfølelse. 

Og hvad sker der så?

Vi kan opleve, at vores sanser skrues helt op. Vi mærker indtrykkene fra andre meget stærkt, lyset føles meget skarpt, lyde irriterer og belaster. Det bliver svært at overskue støj. Vi kan hurtigt blive overvældet af indtryk og krav. Vi kan få en fornemmelse af, at der ingen energi er i kroppen, og måske orker vi ikke at være for lang tid sammen med andre mennesker. Vi kan opleve, at vores hjerne ikke kører særlig godt, og vi får svært ved at koncentrere os. Det er sandsynligt, at vores søvn og spisning påvirkes. Kroppen kan have rigtig vanskeligt ved at slappe af, og turde falde i søvn, når den følelsesmæssige hjerne fortæller os, at vi hele tiden skal være på vagt. Det er fra vores følelsesmæssige del af hjernen, at lysten til føde og væske er placeret. Vi kan enten opleve, at vi ikke mærker sult, fordi vi konstant er på vagt  eller der kan ske at modsatte, at vi spiser alt for meget for at dulme følelsen af konstant uro og angst. 

Kroppen er hele tiden klar til kamp eller flugt. Det kan medføre tankemylder og muskelspændinger. Når vi konstant spænder i kroppen, kan vi få smerter.

Hvornår en oplevelse kan betragtes som et traume hænger sammen med den enkeltes oplevelse af situationen og tidligere livserfaringer. Vi kan alle komme ud for chok og traumer. Særligt hvis vi ikke har kunnet flygte eller handle, som vi ønskede, kan der komme eftervirkninger. Det er ikke unormale reaktioner. Det er normale reaktioner på unormale faretruende begivenheder. Det er ikke rart eller hensigtsmæssig for os at vedblive i alarmtilstanden.

Hvordan kan vi komme ud af alarmtilstanden?

  • Vi kan sætte ord på den oplevede situation, vores tanker og følelser.
  • Vi kan lære at spænde af i kroppen og lære kroppen at trække vejret dybt og roligt igen gennem øvelser.
  • Vi kan lære at være i nuet, hvor vi har fokus på vores sanser, og fokus på, hvordan vores krop har det.
  • Vi kan bruge vores handlinger som afledning, og som grobund for nyt indhold og gode oplevelser.

Opsummerende og helt kort kan det siges, at når hjernestammen får signaler fra den følelsesmæssige del af hjernen om at kroppen skal reagere ved at trække vejret hurtigt og få hjertet til at hamre afsted – Ja, så er det vores opgave at få kroppen til at sende signaler den anden vej til den følelsesmæssige del af hjernen, så den bliver opmærksomhed på, at der ikke er en fare mere. Dette vil også påvirke kommunikationen mellem den følelsesmæssige hjerne og vores præfrontale cortex, som blandt andet styrer vores tanker, beslutnings- og planlægningsevne.

Af Psykolog Louise Jensen.